Forsiden

   Om huset

   Området

   Stranden

   Dagbogen

   Kalender

   Før og nu

   Kørsel

   Lystfiskeren

   Barbeque



  Trend ligger ud mod Limfjorden, omringet af marker og skov og med udsigt til både Livø og Fur. Til den lille landsby Trend hører et mindre ferieområde med strand, storslået natur og masser af frisk luft. Der findes dagligvarebutik samt et par spisesteder i Trend. Ellers er der indkøbsmuligheder i Overlade eller Ranum, som ligger hhv. 3 og 5 km fra Trend. Lidt længere væk finder man Løgstør, Farsø og Aars. Området omkring Trend byder på mange aktivitetsmuligheder og kulturelle seværdigheder for hele familien.

Her ses indkørslen til Trend, som man ser den når man kører ind i Trend syd fra. (Afstand 1,7 km)
 

  Trend Camping er en lille familiecampingplads med plads til ca. 100 enheder fordelt på 42.000 kvm. Den drives af Bruno og har foruden en lille købmandsbutik også et lille cafeteria. Desuden er der mulighed for, at få sig et slag minigolf på campingpladsen.

Her ses campingpladsen ude fra Løgstørvejen. (Afstand 1,5 km)
 

  Trend Kro er en af de gamle landevejskroer med lavloftede stuer. Det er en hyggelig lille landevejskro med traditionel dansk kro-køkken og udsigt til Limfjorden. Kroen skulle efter sigende have en ganske god ta' selv frokost hver lørdag og så sælger de desuden hjemmelavet pålæg ud af huset. Værelserne er beliggende i seperat værelsesfløj.

Her ses Trend Kro, som er det første man møder, når man kører ind i Trend syd fra. (Afstand 1,6 km)
 

  Vitskøl kloster er et af Nordeuropas ældste klosteranlæg, hvis historie går tilbage til år 1158. I 1157 skænkede Valdemar den store, landsbyen Vitskøl og tilhørende jorde til cisterciensermunkene - en tiggerorden - for at de kunne oprette et kloster. Siden 1935 har bygningen været i offentlig eje. I dag benyttes klosteret til møder, kurser og konferencer. Vitskøl Kloster er bl.a. kendt for sin store krydderurtehave.

Her ses Vitskøl Kloster med urtehaven til højre og kirkeruinen i baggrunden. (Afstand 2,5 km)
 

  Ertebølle ligger ca. 7 km syd for Trend. Det er et mindre sommerhusområde som ligger i et meget kuperet område. Der er strand med blåt flag ved Ertebølle. Stranden ligger nedenfor nogle meget stejle skrænter af bl.a. moler (dannet af kiselalger der døde for 55 mill. år siden). Det skulle efter sigende være muligt at finde fossiler i moleret. Endelig er det en af Danmarks bedste fiskepladser, hvis man skal fange en havørred.

Her ses skrænten syd for Ertebølle. Billedet er taget fra næsset, som skulle være en fantastisk fiskeplads. (Afstand 8 km)
 

  Stenaldercentret ved Ertebølle giver de besøgende en oplevelse af de sidste jægersamlere i Danmark. Centrets udstilling skildrer naturen i og omkring Ertebølle for 6-7000 år siden og menneskers liv i dette miljø. Der afholdes mange aktiviteter i løbet af året, hvor vores gæster kan deltage. Hver dag i sommerperioden er der mulighed for at sejle i en stammebåd, skyde med bue og pil, som man gjorde tilbage i stenalderen. .

Her ses campingpladsen, som er det første man møder, når man kører ind i Trend syd fra. (Afstand 7 km)
 

  Rønbjerg badeland og wellnesscenter (DanParcs) har bl.a. adgang til 2000 kvm tropisk badeland, fitness-, dykker- og wellnesscenter og masser af andre aktiviteter for såvel børn som voksne mod betaling.
Centeret ligger tæt ved havnen, hvor der er muligheder for spisning og færge til Livø.

Her ses det store badeland. (Afstand 9 km)
 

  Livø er en moræneø, skubbet op fra havbunden under sidste istid. Livø er især kendt for sine sæler og sine dådyr. De spættede sæler holder til på Liv Tap og her opfostrer de deres unger i juli - august. I perioden 1911 til 1970 blev Livø brugt som internat for evnesvage mandlige kriminelle. Flere af bygningerne, der i dag bruges som feriecenter, stammer fra åndsvageanstaltens tid. Adskillige af de anbragte omkom under flugt fra denne danske "fangeø". Hvert år i august afholdes der Jazzfestival på Livø. Det er forbudt at køre i bil på Livø.

Her udsigt fra Louisehøj på øens NV-kyst. (Afstand 10 km)
 

  Myrhøj Plantage er et skov og plantageområde med bl.a. 20 fredede gravhøje. Alderen på gravhøjene er fra 4.000 til 500 år f.Kr. og udsigten fra gravhøjene er storslående. Der er flere fund fra området, perler, økser og kar, på trods af at der ikke har været udgravet. Her er der 4 afmærkede vandrestier og cykelruten nr. 118 er anlagt for at forbedre adgangen til plantagerne. Der er meget vildt i området og mulighed for overnatning i shelters. Lige nord for plantagen ligger Trend skov, hvor den kongelige jagthytte ligger.

Her ses lejrpladsen med shelters og toilet. (Afstand 10 km)
 

  Limfjordsmuseet og Frederik d. VII's kanal  ligger ved Løgstør nord for Trend. Limfjordsmuseet beskæftiger sig med Limfjordens maritime kulturhistorie. Fiskeri og søfart er helt centrale emner, men også færgefart, bådebygning og krejlervæsen arbejder museet med. Museets udstillinger, arkiv og administration har til huse i den gamle Kanalfogedbolig ved Frederik VII's Kanal. Kanalen er 4,4 km lang og ca. 3 meter dyb. Den var i brug fra 1861-1913 og blev bygget for at føre skibsfarten uden om Løgstør Grunde.

Her ses Limfjordsmuseet ved kanalen. (Afstand 14 km)
 

The Lodge - Marthasvej 61, Trend - 9670 Løgstør